Sidste gang, Boformen Gaia i Nordjylland fik en ny beboer, var i 2012. Siden da har de ti borgere, som bor her, været de samme. Og Bente Pedersen, lederen af stedet, har selv været ansat i 17 år. Flere af medarbejderne har tilsvarende lang anciennitet.
Med andre ord kender personalet både beboerne og hinanden rigtig godt. Det har betydning for samarbejdet, stemningen og ånden i det lille ’community’, som Bente Pedersen kalder Boformen Gaia. Det, håber hun, at gæster udefra også kan se og høre, når de besøger stedet.
”Vores arbejde bygger på fire værdier: Tillid, ansvar, respekt og dialog. Og det håber jeg, at man kan mærke i den måde, vi er sammen med vores beboere på – omgangstonen og den måde, vi taler med dem på, agerer med dem og hinanden, medarbejderne imellem og medarbejder-ledelse imellem. Vi ser meget individuelt på vores ti borgere, er anerkendende i vores tilgang, og vi taler om tingene – også det svære eller det, vi er uenige om,” siger Bente Pedersen, som er nyvalgt medlem i LOS’ bestyrelse.